Anne Marie Nielsen har ’Thyborøn’ parat som sommertema på Iskunsten - og forårsblomster i fryseren til senere.

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Johan Gadegaard

På lageret i et gammelt frysehus i Thyborøn ligger forårets tidlige blomster og venter på deres næste blomstringstid. Den kommer til september, når udstillingen Nordisk Natur åbner. Men først skal Thyborøn selv funkle hele sommeren med sneglehuse, fladfisk, havnefyr og meget mere i Iskunstens kolde mørke på Danmarks eneste faste udstillingssted for værker i bundfrosset vand.

Anne Marie Nielsen er på tredje år fuldtidsansat hos Jyllandsakvariet som stedets iskunstner. Hun er lidenskabeligt optaget af at udforske isens mange muligheder og udtryk. Iført flere lag uld, termojakke og tophue arbejder hun ihærdigt med millimetermål på dybder, gradsforskelle på indfrysning og verdens tyndeste fiskeline for at få blomster til at fremstå endnu klarere og mere uimodståeligt smukke, end da hun først plukkede dem. Og på at afsøge hvordan en perfekt, blank og gennemskinnelig islygte bliver resultatet, hver gang hun fylder sine balloner med vand for at støbe nye. Hun er langt i processen.

”Men man kan aldrig vide – selv om jeg har lært vigtigheden af isolering og luft, kan jeg endnu ikke forudsige, og da slet ikke forklare, hvornår og hvorfor én alligevel bliver mat”, forklarer Anne Marie Nielsen.

Begyndelsen på hendes vej ind i isen findes i en snedrive. Snedriven er en af mange føget sammen omkring på gården ved Vandborg, hvor Anne Marie Nielsen bor. Det er en af isvintrene først i 2010’erne. Kulden havde bidt sig godt fast.

”Så jeg tænkte, at hvis man nu gravede en form ned i sneen, lagde plast over, hældte vand og lagde blomster i, kunne det være spændende at se, hvad der kom ud af den støbeform. Jeg lavede frosne blomstertavler så store, som jeg kunne bære dem!”

Hun begyndte at lege. Kunne man støbe ting ind i isen? Hvad skete der i dybet, når man med vilje smeltede isen? Salt og farver drysset på toppen af en blok is smeltede smukke hulrum, hvor nye nuancer flød sammen. Kunne man mon fryse lag af farver ind og få dem til at spille sammen? Vintrene blev for korte. Et år fik hun et fryserum i julegave af sin mand.

Da parret sendte et billede af et stykke drivtømmer genskabt i is ind til Vejret på TV2, betød et efterfølgende indslag på regionalt tv, at publikum strømmede til Bovbjerg Fyr, hvor Anne Marie Nielsen var engageret som frivillig.

”Da så jeg for første gang, hvordan is kan skabe oplevelser for folk. Det er ikke kun et spændende materiale for mig at eksperimentere med; jeg mærkede også glæden ved at lave noget, som folk forundres over.”

Det gør folk nu hele året rundt, når de besøger Iskunsten. Og forundringen gælder ikke kun de former og farvespil, som publikum ser i fryserummets udstilling. Alle sanser sættes i spil. Lyden af musik undervejs, smagen af kaffe eller kakao til at lune sig på bagefter i kaffestuen, omgivet af Lokalhistorisk forenings udstilling om frysehusets fortid i fiskeriets tjeneste.

”Og så er det sjovt at høre, hvordan folk altid kommenterer, hvor koldt her er, når de kommer ind – og hvor varmt, de så synes her er, når de kommer ud igen. En meget konkret oplevelse af, hvordan kroppen registrerer temperatur som noget relativt”, fortæller Anne Marie Nielsen.

På sommerens travleste dage kan 3-400 mennesker gå gennem udstillingen. Vil man opleve den mest intense kulde, skal man komme på en varm dag ved åbningstid. Da kan temperaturen være nede under minus 12, så skulpturerne står stærkest muligt i dagens møde med gæsterne. Selv om alle besøgende får et fleecetæppe at pakke sig ind i, mens de går rundt, kan de mange menneskekroppe ikke undgå at afgive varme. Sidst på dagen kan temperaturen nogle gange nå helt op på kun fem frostgrader.

Udover mange års erfaring med malkekøer og sin uddannelse som landbrugstekniker har Anne Marie Nielsen papir på sine færdigheder som blomsterbinder og akademidiplom i oplevelsesøkonomi. Til sit sølvbryllup fik hun sin mands ord for, at hun – i modsætning til sædvanlig forventning til kvinder – ikke kan multitaske. Hun fordyber sig, hun brænder, hun begejstres. For blomster, for farver, for is.

At planlægge årets udstillinger på Iskunsten begynder med at vælge fire temaer ud. De skal være klar til sæsonbrochuren.

”Spørg mig ikke, hvorfor vi ikke har haft Thyborøn som tema før! Der er ingen god forklaring. Det er jo så oplagt. Det er lige her vi er, og alt det som gæsterne vil kunne se og genkende udenfor. Så da den idé kom på bordet, var det selvfølgelig det, vi skulle i sommer. Temaet spiller så fint sammen med resten af huset, og er nemt at gøre levende og interessant for både børn og voksne.”

Udover Anne Marie Nielsen selv bidrager ishuggerne Peter Hausgaard og Søren Brynjolf med værker. De er begge blandt den gruppe iskunstnere, som Iskunsten henvender sig til, når en ny udstilling skal bygges op. Så rykker de nogle dage ud af kalenderen og kommer til Thyborøn for at skabe deres værker på stedet.

Isen har Anne Marie Nielsen i forvejen bestilt hjem i blokke fra husets faste leverandør i Christiansfeld, Søren Cip Nielsen. De største er lidt under en halv kubikmeter. Skal et værk være større, svejses blokkene omhyggeligt sammen med vand. Selv den mindste luftlomme vil med tiden smelte sig større og større som sprække i skulpturen.

”Det er nervepirrende, når man skal fra en god ide til det færdige resultat. Meget kan ske undervejs. Som da jeg mødte ind her til morgen, og gulvet stod under vand, fordi der var gået hul på en støbeform til et motiv fra Sneglehuset! Men det kan jo tørres op. Og forstemtheden ved at mislykkes opvejes langt af glæden, når noget lykkes. Især sammen med de gode kolleger og guider, som træder til og giver en hånd med de sidste dage, når alt samles til en helhed. Det er helt euforisk, når man kommer i mål med en tanke, sætter lys på og ser den komme til live!”

Is har med tiden vist sig meget mere formbar og eftergivende, end Anne Marie Nielsen først forventede af sit på overfladen kolde, hårde materiale. Et mågenæb er for eksempel i større risiko for at fordampe og skrumpe ind til solsorte-størrelse (i løbet af en tidligere udstilling måtte hun tre gange sætte nyt næb på Mågen) end for at brække af, og en stolt hævet svanehals har kvitteret for publikums varme interesse med til slut at bøje sig forover og lægge hovedet til ro på brystet af den store fugl.

”For år tilbage tænkte jeg mest i at få ting til at smelte smukt, for det handlede mange af mine opgaver om; en Kyndelmissealtertavle som menigheden kunne se forandre sig under gudstjenesten, for eksempel. På Iskunsten skabes ting, som skal holde, og jeg har efterhånden lært at snitte, så en figur holder faconen. Men jeg bliver aldrig så dygtig til at skære, som dem vi henter ind. Min passion ligger i arbejdet med farver og med blomster. Her har jeg udviklet metoder, så jeg bedre og bedre kan styre præcist det udtryk, jeg vil skabe. Det er enormt spændende.”

Anne Marie Nielsen har styr på sine teknikker i en grad, så hun med matte og blanke flader tegner 3D-portrætter i isen med den kalk, som udfældes, når vand fryses ind i forskellige dybder.

Ikke alt is svinder ind og smelter bort. Når en udstilling er forbi, sørger Anne Marie Nielsen for at bevare mest muligt af de store figurer. Ingen grund til at brænde energi af på at fryse nyt vand ind til is, hvis man kan skære en havfruehale i fileter til dabs eller bruge en byport fra Atlantis som sokkel for et fyr.

Artiklen er produceret i samarbejde med Jyllandsakvariet.