I de gamle, vestjyske klitplantager kan man være heldig at støde på noget ganske særligt. Få steder vokser tæpper af den fine, velduftende plante linnæa. Med sin sarte fremtræden står den nærmest som kontrast til den ellers så barske klitnatur ved Vesterhavet.

Tekst: Kamilla Husted Bendtsen . Foto: Mikkel Jézéquel

"Husk nu begejstringen", siger hun ivrigt som det sidste i interviewet, inden jeg pakker blok og kuglepen sammen for at tage hjem og skrive.

"Og boblerne i maven", tilføjer hun med smil og lysende øjne.

Vi har netop talt om en af de mange spændende planter, der knytter sig til klitplantagenaturen, nemlig linnæa.

Begejstringen, der er så vigtig at få med, tilhører Vibeke Albinus, der har planten som en af sine absolutte favoritter.

Boblerne i maven vender vi tilbage til.

Vibeke Albinus er livslang botaniknørd. I en halv menneskealder har hun dyrket planteinteressen i den helt særlige natur i Husby Klitplantage, hvor hun og hendes mand har boet i 42 år. Hun er tillige medstifter af det lille plantefællesskab Botanikgruppen Husby, der blandt andet assisterer Naturstyrelsen med monitering af plantelivet på klitheden.

Faktisk boede Vibeke Albinus ganske tæt på den sjældne linnæa uden at vide det de allerførste år med hus i klitplantagen. Under et møde prikkede en af deltagerne hendes mand på skulderen og sagde: Kan forstå I bor i Husby. Ved I godt, der vokser linnæa?

"Og det gjorde vi jo ikke, så vi for ud med det samme og fandt den endelig", fortæller hun om sit første møde med den plante, der lige siden har været kilde til stor glæde hvert år.

Selvom linnæa egentlig er dét, man kalder en halvbusk, så ligner den ikke noget, man normalt forbinder med en busk eller tæt buskads. Planten er ganske spæd og består af tynde stængler, der krybende vokser hen ad jorden. Stænglerne, der kan blive op til en meter lange, har små ovale blade, der sidder parvist. De kan danne et helt tæppe.

"Den er så fin og undseelig, og det er én, man lige skal have øje på i skovbunden", siger Vibeke Albinus og fortsætter:

"Og den er allersmukkest, når den blomstrer. Her vokser en spinkel stængel op, som deler sig i to med en blomst på hver. To fine tvillingeblomster som små klokker i hvid og sart rosa. Elegant og graciøs", beskriver hun.

Linnæa blomstrer i juni/juli måned. Blomsterne er lige under en centimeter store, og i skumringen afgiver de en vidunderlig liflig duft.

Egentlig er linnæa en forholdsvis ny plante i dansk natur. Den blev fundet første gang i 1854, og siden er den dukket op hist og her på landkortet. Den spreder sig endnu, men er stadig yderst sjælden. Det skyldes, at den kræver nogle helt særlige forhold for at kunne vokse. Den vokser i skovbund i gammel nåleskov, og her skal være lysåbent, men ikke for meget sol. Her skal være næringsfattig og kalkfattig jord og ikke for meget salt i luften, da planten er meget saltfølsom. Her skal også være mos. Mosset holder på fugten, så planten ikke tørrer ud. Hvor den krybende stængel kommer i direkte kontakt med mosset på jorden, slår den nye trevlerødder ned og vokser videre herfra. Allervigtigste kriterium er dog, at skoven, planten vokser i, skal være gammel! Kun her findes de rette betingelser.

"Det tager tid at skabe gammel skov", som Vibeke Albinus siger.

Derfor er planten kun udbredt få steder.

Især findes den i klitplantager på den jyske vestkyst, da dette ofte er nogle af landets ældste plantager. Den findes også i skove i Nordsjælland og på Bornholm.

Samtidig med, at vores skove har fået den rette alder, har overgangen til naturnær skovdrift i følge Vibeke Albinus også været et plus for planten.

Det er arten nordlig linnæa, der vokser i Danmark. Blomsterne bestøves af insekter, og herefter danner planten et lille, nøddeagtigt frø, der sidder fast på to blade med klistrede hår. Bladene sætter sig let fast i pels eller fjer på forbipasserende, og de danske linnæaplanter har formentlig spredt sig hertil med fuglene fra resten af Skandinavien. 

Ikke nok med at den sarte plante har været en mangeårig personlig favorit hos planteentusiast Vibeke Albinus, så spillede den også en stor rolle for hele klitplantagen for år tilbage. I 2016 udrullede Naturstyrelsen et stort naturgenopretningsprojekt i området. Man skulle rydde landskabet for rynket rose og bjergfyr. Tankerne bag projektet var gode, men for Botanikgruppen Husby var det vigtigt, at det blev udført uden at komme til at skade den særlige flora, herunder linnæa. De rådgav derfor Naturstyrelsens folk om særlige voksesteder, hvor maskiner og mandskab skulle træde varsomt, og derfor havde de i særlig grad næsen begravet i skovbunden i de tider. Og en januardag skete det så:

"Vi fandt et helt nyt voksested for linnæa, som vi ikke kendte", beretter Vibeke Albinus og hiver mobilen frem.

Her ses et foto af fire begejstrede plantenørder med smil op til begge øre.

"Vi havde kæmpe bobler i maven over det, kan jeg godt sige", fortæller hun videre.

Fundet skabte stor begejstring hos biologer og hos Naturstyrelsen. Det er ikke hver dag, der findes nye voksesteder. Og selvfølgelig kørte maskiner og motorsave uden om det nyfundne sted. (Det kunne godt være sket i en lidt større bue uden om, tilføjer Vibeke Albinus. Men trods alt.)

Den nye plet med linnæa lå ved den kendte udkigspost Marens Maw ved Vesterhavet. Et sted med stor lokal betydning. En kulturhistorisk perle der derved fik lov at stå uændret med sine karakteristisk krogede, gamle fyrretræer, som er en vigtig del af stedets særlige fremtoning og karisma.

Fundet af voksestedet ved Marens Maw blev det kun fjerde sted, Vibeke Albinus har haft kendskab til i Husby Klitplantage. I dag er planten dog forsvundet de to af stederne. Men det betyder ikke, at man ikke pludselig kan finde den på nye lokationer i klitplantagen. Én ting er sikkert: Sker det, vil det vække stor glæde hos Vibeke Albinus og resten af botanikgruppen.

Har man lyst, kan man også gå på "linnæajagt" i andre af de vestjyske klitplantager, hvor planten også findes. Eller man kan kaste sig ud i at lede i helt nye territorier. Flere plantager i Danmark bliver ældre og ældre, og i princippet kan der sagtens findes egnede voksesteder her. Så det er bare med at stikke næsen i skovbunden denne sommer.

På latin hedder planten Linnaea borealis. Det betyder nordlig linnæa.

Planten er navngivet af en hollandsk botanikker, der opkaldt den smukke blomst som en hyldest til Carl von Linné; den berømte naturforsker der grundlagde hele systemet til at navngive og klassificere dyr og planter, som vi bruger i dag.

Linné har selv meget humoristisk skrevet om den plante, han fik opkaldt efter sig, at den var lav af vækst, let at overse, med ringe værdi og en kort blomstringstid - og at det samme såmænd kunne siges om ham selv.

I dag er Linnea et kendt pigenavn.

876 personer i Danmark hedder Linnea.