Den vildeste dag i mit fodboldliv
Der er fodboldkampe, som man husker og som vil gå over i historien. Det gælder også for Victor Torp, der var med i truppen, da undertippede Coventry fra den næstbedste række mødte Manchester United i semifinalen i april måned i den store pokalturneringen i England.
Det foregik på Wembley Stadium i London foran 85.000 tilskuere – blandt dem var flere af Victors familiemedlemmer og mange venner fra Lemvig. De kunne se, at Manchester United som forventet bragte sig i front med 3-0, som var stillingen, da Victor Torp blev skiftet ind med en halv time tilbage af den ordinære spilletid.
Coventry fik herefter reduceret til første 3-1 og siden 3-2, og dybt inde i overtiden udlignede Haji Wright til 3-3 og tvang opgøret ud i forlænge spilletid. Og i overtiden i anden halvleg af forlængelsen dukkede Victor Torp pludselig op og fik glidende presset et indlæg i kassen til Coventry-føring på 4-3. Hele stadion kogte, men kun i et halvt minut, for VAR-dommerne tjekkede scoringen, hvor det viste sig, at Torp var et par centimeter off-side, da han scorede.
Opgøret skulle herefter afgøres i straffesparkskonkurrence, og igen lyste Torp op, da han sikkert udlignede til 2-2 ved at sparke bolden op i målhjørnet. Desværre missede Coventry de efterfølgende spark fra 11-meter-pletten, så United sikrede sig billetten til finalen.
- Det var den vildeste dag hidtil i mit fodboldliv. En fed stemning på stadion med mange af mine venner og familien på lægterne, og selvfølgelig en spændende kamp, hvor vi var så tæt på at skabe sensationen, husker Victor Torp, der i øvrigt selv altid har været en inkarneret United-fan.
Det største pres kommer fra mig selv
Han håber naturligvis på flere lignende oplevelser i fremtiden og drømmer også om engang at komme til at spille på det højeste niveau i England.
- Skiftet fra Sarpsborg til Coventry er for mig et stort skridt op ad rangstigen. Jeg føler, at jeg kan begå mig i Championship, så mit mål er ganske enkelt at se, hvor langt jeg egentligt kan nå i fodboldverdenen, siger Victor Torp.
Han indrømmer – uden at ville sætte tal på - at månedslønnen i Coventry ser noget anderledes ud end i FC Midtjylland eller Sarpsborg.
- Jeg ved da godt, at der er mange penge i moderne fodbold, men jeg har det sådan, at den situation kan jeg ikke gøre noget ved. Og det betyder faktisk, at det største pres i forhold til, om jeg fortjener min løn, kommer fra mig selv. Selvfølgelig er det da rart, at der også økonomisk er tale om et skridt op ad, men det er altså ikke noget, jeg tænker på, når jeg går til træning eller til kamp, siger den sindige vestjyde.
Som alle andre fodbolddrenge i Danmark har han også altid haft en drøm om at spille på det danske landshold, og den drøm er ikke slukket helt endnu.
- Jeg føler da, at selv om drømmen ikke er realistisk lige nu, så er jeg da kommet tættere på, men igen har jeg fået med i min bagage hjemme fra, at man skal beholde fødderne på jorden og bevare roen. Lige nu tager vi tingene stille og roligt, og vi glæder os over, at vi stadig har god kontakt til mange af vores venner i Danmark. Det er vigtigt at have en positiv tilgang til hverdagen. Sådan er jeg opdraget – både derhjemme og i Lemvig GF, slutter Victor Torp.
- Lige nu er jeg et rigtig godt sted i min karriere! Sådan lyder det fra Victor Torp, der efter en noget turbulent periode i fodboldkarrieren skiftede til engelske Coventry i januar 2024. Coventry spiller også i denne sæson i den næstbedste række i England.
Der er faktisk en del fodboldspillere, der via Lemvig GF er nået langt i deres karrierer med mange kampe i den danske Superliga samt ophold i flere udenlandske klubber.
En af dem er Viktor Torp, der fyldte 25 år i juni og aktuelt er på kontrakt i Coventry.
- Jeg håber da, at jeg sammen med Coventry kan rykke op i Premier League i løbet af et par år, men lige nu er jeg i den helt rigtige klub for mig med masser af unge talenter, en fantastisk hjemmebane med 25.000 tilskuere til vores kampe og et miljø, hvor alle spillere, trænerstaben, sundhedssektoren og de ansatte i administrationen virkelig gør meget for hinanden, siger den unge midtbanespiller.
Ligesom mange andre piger og drenge startede Victor med at lege med en fodbold på Lemvig Stadion, da han var 4-5 år gammel.
- Vi boede 500 meter fra stadion og begge mine forældre, Tina Torp og Allan Overgaard, havde deres gang i klubben, så det var helt naturligt for mig, at jeg skulle gå til fodbold, fortæller Victor Torp.
Det var dog først, da Victor var fyldt 12 år, at han for alvor vidste, at han ville satse på fodbolden og se, hvor langt hans talent – og ikke mindst energi og træningsarbejde – kunne bringe ham.
- FC Midtjylland havde startet deres talentarbejde op med et samarbejde med mange klubber i hele Midt- og Vestjylland. Vi var 6-7 spillere fra LGF, der blev tilmeldt talentholdstruppen i U-13-rækken, og det betød, at vi i perioder trænede tre gange med denne trup, fortæller Victor Torp.
Første kontrakt som 15-årig
Han fortsatte på talentskolen i Ikast som U-14-spiller, men bopælen var fortsat i Lemvig, så vækkeuret ringede til hverdag kl. 5, så Victor med bus og tog kunne nå frem for at passe sin skole og sin træning. Og så var han hjemme igen ved 19-tiden.
- Dengang syntes jeg, at det var rigtig fedt at få lov til at være en del af en større gruppe med samme interesse, husker Victor.
Efter et par år på denne måde blev han så tilbudt sin første egentlige kontrakt på FC Midtjyllands Akademi, og den blev underskrevet på Victors 15 års fødselsdag.
- Jeg var dog også lige til en prøvetræning i Vejle, men det endte med en 3-årige aftale med FCM, og jeg fik siden kontrakten forlænget et par gange, så jeg var tilknyttet FCM i 8-9 år i alt.
Mange op- og nedture
Årene i FC Midtjylland har budt på mange op- og nedture for Victor.
- I starten var jeg den yngste årgang i U-17-truppen, og jeg var langt fra at være førstevalg til kamptruppen, men heldigvis var vi mange fodboldspillere på efterskolen, der er tilknyttet akademiet. Det gav udover varige venskaber og sjove stunder også en række kampe på andetholdet i U-17-rækken.
Victor knoklede dog videre med sit træningsarbejde, og året efter, hvor han var ældste årgang i U17, blev han udpeget til at være anfører for holdet.
- Det var jeg overrasket, men også beæret over at få vist den tillid fra lederne, og så betød det jo en fast plads i startopstillingen, fortæller Victor.
Han kunne samtidig fornemme, at den store træningsindsats begyndte at give resultater.
- Nogle vil måske sige, at talentet for alvor foldede sig ud, men man ved som spiller udmærket godt, hvordan niveauet er – og jeg kunne da godt se, at jeg var begyndt at overhale andre i truppen, lyder fra fodboldtalentet.
Som U-19-spiller var Victor det første år igen blandt de yngste i truppen, men nu var der modsat den første år som U-17-spiller, også spilletid til lemvigeren, der i perioder også var blandt de unge spillere, der trænede sammen med Superliga-holdet.
Og Victor Torp markerede sig både i den hjemlige U-19-turnering og i Youth League, hvor holdet nåede blandt de sidste 16 hold i Europa, hvor det blev til et nederlag til de senere vindere fra Benfica med mål af Victor Torp i den ordinære spilletid et fremragende frispark – og også i straffesparkskonkurrencen, der afgjorde kampen til portugisernes fordel.
Victor var også anfører for U-19-holdet, da han året efter var ældste årgang.
- Det var et helt fantastisk år, hvor vi blev danske mestre med et forspring på 15-16 points, og jeg blev samtidig rykket op i førsteholdstruppen og fik masser af god træning, fortæller Victor Torp.
Han havde fire gode år som akademispiller, og det handlede ikke bare om fodbold.
- Filosofien på dette akademi er, at man også skal uddanne sig til at blive hele og gode mennesker, så der bliver stillet krav om, at man møder op på skolen for at tage en uddannelse, ligesom der også arbejdes meget med sociale kompetencer. Det var for mig et supergodt miljø at være i, og jeg er i dag taknemmelig over, at jeg fik lov til at være der i fire år, siger Victor, der bl.a. tog en gymnasial uddannelse i dette forløb.
- Det er klart, at med 7 ugentlige træninger og dertil kampe, så fylder fodbolden meget, men sporten og uddannelsen går fint hånd i hånd.
En alvorlig skade
Året efter var Victors første år som rigtig seniorspiller, og han havde nok en opfattelse af, at han som anfører for U-19-mandskabet og en af de bedste spillere på holdet også fik mulighed for at vise sit værd på Superliga-holdet. Det blev dog kun til ni minutter som indskifter i den bedste række.
- Det var da hårdt at opleve, men jeg har lært hjemme fra Lemvig, at man skal beholde begge ben på jorden og knokle videre, hvis man vil opnå sine mål, erkender Torp.
Han blev efterfølgende lejet ud til Fredericia i den næstbedste række og fik en god start med fire scoringer og en række målgivende afleveringer, før han blev ramt en alvorlig skade, som det tog et års tid at få bugt med.
- Efter mange resultatløse scanninger og behandlinger fandt en specialist endelig ud af, at jeg havde sportsbrok, og det betød to operationer og lang tids genoptræning, fortæller Victor.
Igen fik han brug for sin vestjyske stædighed og ukuelig energi, for som langtidsskadet ryger man som fodboldspiller lidt ud af fællesskabet, fordi man bare møder ind og skal i styrkelokalet i stedet for at være ude på fodboldbanen.
- Heldigvis var der to andre spillere på min alder, der også var i genoptræningsforløb, så vi kunne støtte hinanden i den lange periode.
Da han var fit for fight, kom han tilbage til Fredericia i et halvt år tid, men året efter blev han lejet ud til Lyngby.
- Jeg havde en fin sæson i Superligaen med flere scoringer, og Lyngby Boldklub er rigtig god klub med en fed stemning og en god jargon, så jeg var vildt glad for dette år, fortæller Victor.
Han kom igen tilbage til FC Midtjylland, der netop havde ansat Bo Henriksen som ny cheftræner.
- Bo er en meget ærlig og ligefrem person, der ikke pakker noget ind. Hans besked til mig var, at jeg måske nok var en OK-spiller med et vist niveau, men jeg indgik ikke i hans planer. Det var befriende at få klar besked, selv om jeg da havde ønsket, at han havde sagt noget andet.
Det næste lejeophold var i Kortrijk i Belgien, og det startede godt med masser af spilletid til Victor, før holdet skiftede træner, og så røg Victor mere eller mindre ud i kulden, fordi der i Belgien er et krav om, at der skal være mindst seks belgiere i kamptruppen.
- Jeg spillede enkelte kampe, men var ellers henvist til tribunen i lange perioder, beretter Victor, der i sommeren 2022 kom videre i karrieren, da norske Sarpsborg købte ham af FC Midtjylland.
- Jeg var glad for bare at komme ud af et turbulent forløb, og jeg menter nok, at jeg kunne genfinde mit tidligere niveau og præstere i den norske liga. Sarpsborg er samtidig dygtige til at samle spillere op og få dem på ret køl, og det skete også for mig.
I januar 2024 meldte engelske Coventry sig så på banen og hentede Victor til klubben for et ganske stort millionbeløb.
- Det første halve år i Coventry er gået langt over forventning. Jeg kom hurtigt ind på holdet og har spillet over 20 kampe i Championship, er startet inde i flere kampe og har også scoret nogle mål, fortæller Victor Torp.
Nu er den nye sæson i gang, og Coventry har fået en rimelig start med et par sejre i Carabao Cup og lidt mere blandede resultater i turneringen.
- Jeg rangerer personligt Championship som en top 10-liga i Europa. Vi er 24 klubber, og mange af disse klubber har masser af erfaring fra Premier League. Det betyder masser af tilskuere til kampene og en helt fantastisk stemning, for det er virkelig en særlig britisk kultur at være tilskuer til en fodboldkamp.
Med to kampe om ugen med tilhørende transporttid og så de træninger, der kan presses ind, lever Victor Torp et travlt liv.
- Ja, der kan godt være fart på, men jeg kunne ikke tænke mig nogen bedre situation lige nu. Sammen med min kæreste Nicoline, som jeg mødte i Lyngby-tiden, bor vi i en mindre by lidt syd for Coventry. Her er hyggeligt og rart, og vi kan bevæge os rundt i fred og ro til daglig. Det passer rigtig fint i hverdagen, at Nicoline er i gang med et studie, hvor hovedparten kan tages on-line. For det er vigtigt for os begge to, at alt ikke lige skal handle om min fodbold, smiler Victor.
Hans sæsonstart har budt på spilletid i alle kampe, men han lægger ikke skjul på, at ambitionerne i klubben er høje.
- Målet er da på sigt en oprykning, men vi skal i første omgang satse på at komme i top 6, så vi kan komme med i oprykningsspillet. Det har vi også truppen til, siger han.
Fodboldspillere fra Lemvig GF, der har optrådt i Superligaen:
- Søren Agger, Ikast FS
- Dan Hirsch Sørensen, Ikast FS og Vejle B
- Søren Krogh, Brøndby og FC Nordsjælland samt aktuelt cheftræner i Odense Boldklub
- Claus Kjærgaard, Viborg FF
- Morten Skoubo, FC Midtjylland, Brøndby, OB samt udlandsophold i bl.a. Real Sociedad, Borussia Mönchengladbach, FC Utrecht og Roda
- Mikkel Agger, Esbjerg fb, samt Sarpsborg i Norge
- Mikkel Kallesøe, Randers FC
- Tobias Mølgaard, Vejle B og AGF
- Mads Agger, Sønderjyske
- Victor Torp, FC Midtjylland, Lyngby, Kortrijk, Sarpsborg og Coventry
Kilde: Karsten Cruyff Stakksund, Lemvig GF
”Morten Skoubo er med afstand den LGF’er, der indtil nu har opnået mest i karrieren med bl.a. A-landskampe for Danmark”, Karsten Cruyff