Hotel Nørre Vinkel
Lemvig kaldes med rette Vestjyllands smilehul , og lige her i smilehullet ved Limfjorden og ikke langt fra Vesterhavet ligger den gamle storgård Nørre Vinkel. Gården er oprindelig fra 1841, men efter en omfattende restaurering og udbygning rummer bygningerne nu et moderne hotel og golfcenter med gode konferencefaciliteter. Men man kan stadig fornemme gården og dens længer, og i restauranten betages man af de imponerende tømmerkonstruktioner og af den smukke udsigt over fjorden.
Når man bor på Nørre Vinkel, er man i pagt med naturen. Den er lige uden for døren, og på Gjellerodde går fårene og græsser og sørger for, at bevoksningen holdes i ave. Der er masser af muligheder for en aktiv ferie, og Lemvig Golfbane ligger kun 500 meter fra hotellet. Golfbanen er en åben bane i et fantastisk naturskønt, bakket terræn, og den er næsten uden træbevoksning ligesom de gamle berømte baner i Skotland og England. Når man spiller på banen i Lemvig, får man derfor helt andre udfordringer end på de mere traditionelle baner.
Hotel Nørre Vinkel er indrettet med 33 værelser med bad og farve-tv samt konference- og selskabslokaler med plads til op til 300 personer. Konferencelokalerne har naturligvis alt nødvendigt AV-udstyr og internetopkobling. Nørre Vinkel har også den herlige natur lige uden for dørene, der er en lise for både krop og sjæl, perfekt til spadsere eller løbeture. Der er kun nogle få km til Klosterheden Statsskovdistrikt, hvor der er flere beskiltede cykel- og vandreruter; det er også i Klosterheden, at der for en halv snes år siden for første gang blev udsat bævere i Danmark.
Afslapning, dejlig gastronomi eller aktive udendørsoplevelser
På Hotel Nørre Vinkel i Lemvig kan du få et åndehul fra hverdagen med afslapning, dejlig gastronomi eller aktive udendørsoplevelser. Ud fra de mange muligheder for unikke oplevelser, vi tilbyder, har vi sammensat forskellige ophold med hver sit tema. Du behøver ikke bruge tid på planlægningen - vi har allerede tænkt på det hele.
Opholdene er sammensat med udgangspunkt i at man bor i et af vores dejlige dobbeltværelser, der er dog mulighed for at arrangere opholdene i en af superior værelserne, junior suiterne eller suiten for en merpris.